Bornholm har mange gode strande - hvad enten du er til klipper eller sand. Vi guider dig til at finde din favorit blandt strande på Bornholm.
Du kan bade overalt på skønne Bornholm, og der er mange fantastiske steder på den skønne klippeø, hvor du kan tage en tur i bølgen blå.
Du kan bade fra de fineste sandstrande med det blødeste og mest hvide sand - og du kan hoppe ud fra meterhøje klipper og direkte i Østersøen.
Mulighederne er mange, og her finder du vores guide til, hvor du kan finde de gode strande på Bornholm, hvad enten du er til sand eller klipper.
Balka Strand
Balka Strand er en skøn og meget børnevenlig strand med helt hvidt sand og lavt vand, der for det meste er meget roligt.
Derfor er Balka Strand også en af de mest populære strande på Bornholm.
Balka Strand er cirka en kilometer lang og ligger ved Balka, der ligger syd for Nexø og nord for Snogebæk på Bornholms østkyst.
Der er gode parkeringsmuligheder ved Balka Strand, både for enden af Vestre Strandvej og Boulevarden.
Sandkås Strand
Sandkås strand, der også kaldes Sandkaas strand, ligger mellem Tejn og Allinge på det nordlige Bornholm, og det er uden tvivl en af øens bedste badestrande.
Det er også en af de mest populære, og det forstår man godt. Her er der nemlig masser af sand, og så er stranden meget børnevenlig.
Sandkås Strand er ikke frygtelig stor, så man ligger tæt på de varme sommerdage, men det er ganske hyggeligt.
Er man tørstig eller lidt sulten, så finder du også Sandkås Strandbar lige oven for stranden, og her kan du også nyde en sandwich eller lignende i de behagelige loungemøbler på stedet.
Melsted Strand
Melsted Strand ligger i den lille by Melsted syd for Gudhjem og lige ved Melsted Badehotel.
Stranden er en dejlig sandstrand med enkelte klipper og lidt sten langs kysten.
Melsted Strand har en helt nybygget badebro, som giver adgang til det fineste badevand, uden at du behøver at gå ud igennem den lidt stenede kyststrækning.
For enden af badebroen er en trappe ned i vandet. Trappen har et kraftigt gelænder og er meget behagelig at gå op og ned af, også hvis du er lidt gangbesværet.
Vandet for enden af badebroen er cirka 150 centimeter dybt, og der er ren sandbund, lige hvor badebroen ender.
Melsted Strand ligger i den lille landsby Melsted, som er en virkelig fin lille by med mange smukke huse.
Stranden ligger smukt og naturskønt og som en del af kyststien, der går hele vejen rundt om Bornholm.
Der er mulighed for parkering ved Melsted Badehotel eller på Melsted Havn.
Dueodde Strand
Dueodde Strand er en af de mest kendte strande på Bornholm.
Dueodde Strand er en af Danmarks bedste strande - og den ligger på Bornholms sydspids syd for Nexø.
Det er en fantastisk smuk og kridhvid sandstrand med det fineste og blødeste hvide sand. Så fint, at man kan bruge det i timeglas.
Dueodde Strand er en stor strand. Den er ved sydspidsen af Bornholm flere hundrede meter bred, og stranden strækker sig flere kilometer - til Snogebæk mod nord og til Jomfrugård Strand mod vest. Jomfrugård Strand er i øvrigt nudiststrand.
Dueodde Strand er meget børnevenlig. Vandet er ret lavt og normalt rimelig roligt. Og så er vandet klart og rent og normalt helt uden tang.
Der er gode parkeringsmuligheder ved Dueodde Strand, og det er nemt at komme ned til stranden, også hvis du er kørestolsbruger eller har barnevogn med. Der er nemlig lavet en sti af træbrædder hele vejen ned til havet.
Du skal dog gå cirka 500 meter af stien gennem klitter og fyrreskov for at nå ned til selve stranden. Men det er en smuk tur.
Høl Strand
Høl Strand ligger i den lille landsby Listed, der ligger vest for Svaneke.
Høl Strand er en hyggelig lille strand bestående af gruset sandstrand og sten og omgivet af høje klipper.
Klipperne giver god mulighed for at lave gode udspring i vandet, og der er også opsat en stige, så man kan komme op igen.
Du finder stranden ved at gå til venstre (retning Gudhjem) fra Listed Havn. Her ligger stranden i en lille vig imellem klipperne. Det gør også Høl Strand børnevenlig.
Du kan parkere på en lille parkeringsplads, der ligger helt ned til Høl Strand.
Sandvig Strand
Sandvig Strand ligger i Allinge-Sandvig i den nordlige ende af byen på kanten af Hammerknuden.
Stranden er en sandstrand, der ligger utrolig naturskønt med udsigt til den smukke klippe, Hammerknuden.
Sandvig Strand er meget populær om sommeren, og der er lavet stier, så kørestolsbrugere kan komme ned på stranden. Der er også livreddere på Sandvig Strand hele sommeren.
Arnager Strand
En af de mere ukendte, men i den grad anbefalelsesværdige strande er den lille Arnager Strand, som ligger ved den lille by Arnager på Sydbornholm.
Arnager Strand ligger på Bornholms sydkyst uden for Rønne i retning mod Dueodde.
Og stranden er en lille og børnevenlig sandstrand med en lang træbro ud til Arnagers havn. Du kan bade både fra sandstranden og fra en trappe på træbroen.
Har du tips?
Artiklen her er under fortsat opdatering. Og har du kommentarer eller bemærkninger til strande, vi bør tilføje denne artikel, så skriv gerne i kommentarfeltet herunder.
Er der faktuelle fejl eller har du yderligere kommentarer? Skriv gerne her så fakta fremstår korrekt.