Cirkelstien på Nordbornholm er en handicapvenlig vandretur mellem Allinge og Hammershus. Med smuk natur og helleristninger. Turen er 3 km. lang.
Cirkelstien på det nordlige Bornholm er ikke en af de mest kendte vandreruter på solskinsøen, men det er faktisk en skam.
Her kan du nemlig vandre direkte fra Allinge til Hammershus ind over det enestående landskab, og på vejen kommer du over åbne marker, gennem skov og du kan endda også se de fantastiske helleristninger på Madsebakke.
Så snør vandreskoene og kom med på tur. Du skal blot følge de gule pile på ruten.
Hvad er Cirkelstien?
Cirkelstien er en afmærket vandrerute, der går mellem Allinge og Hammershus.
Ruten er ca. 3 kilometer lang hver vej, og selve stien er handicapvenlig. Samlet afstand er altså ca. 6 kilometer.
Det betyder i dette tilfælde, at stien er nem at færdes på, og man kan faktisk køre med kørestol hele vejen. Et enkelt sted er der lavet en rampe, hvor man med lidt hjælp sagtens kan komme op.
Turen går over åbne marker og gennem skov, men på hele strækningen er stien plan og fin. Her er altså ingen besværlige klipper der skal passeres.
Du følger blot de gule pile, men undervejs er der faktisk også en hvid rute, der går op over helleristningerne på Hammersholm.
Den hvide rute ender i begge ender på den gule rute, altså Cirkelstien. Så tag denne del på vejen ud eller hjem.
Hvorfor hedder det Cirkelstien?
Med sådan et navn skulle man måske tro, at stien går rundt i en cirkel, men det gør den altså ikke.
Navnet skyldes de tre cirkelformede platforme eller gangbroer, der er bygget af træ. Dem finder på undervejs på ruten. De to første ligger inde til højre på turen når du går fra Allinge mod Hammershus, men den tredje ligger til venstre længere fremme oppe mod helleristningerne på Hammersholm.
Hvor kan man parkere?
Der er flere muligheder for parkering på ruten. Hvis du starter ruten i Allinge, kan du parkere bilen på Stadionvej. Enten helt nede ved Strandvejen, eller længere oppe på P-pladsen lige ved indgangen til Cirkelstien.
Du kan også starte ved Hammershus, og her parkerer du så bilen på parkeringspladsen på Slotslyngvej.
En mulighed er også, at parkere på Hammerhavn, og derfra gå op ad bakken. Oppe ved Slotslyngvejen går du en smule til højre, og derefter ind til venstre ad Cirkelstien. Følg de gule pile.
Toiletter og spisning?
Går du fra Allinge og op mod Hammershus, er det oplagt at gøre stop i Hammershus Besøgscenter.
Her kan du både komme på toilettet, købe noget at drikke eller nyde en god frokost i cafeen.
Er ruten handicapvenlig?
Ja, Cirkelstien er en af de mest handicapvenlige vandreruter på Bornholm.
Hvad enten man er i kørestol eller skal have en barnevogn med, så er det muligt på denne rute.
Underlaget er rimelig fast på hele turen, også selvom det indimellem går lidt op og ned, så er den nem at passere.
Du skal regne med, at turen frem og tilbage tager omkring halvanden time, men dertil kommer eventuelt ophold på Hammershus eller besøgscentret.
Husk også at nyde de tre cirkelbroen undervejs.
En af vejene kan den flotte gåtur mellem Hammershus og Hammerhavn i øvrigt også lægges ind.
God tur.
Er der faktuelle fejl eller har du yderligere kommentarer? Skriv gerne her så fakta fremstår korrekt.