Rokkestenene vejer mange tons, alligevel kan de rokkes ved. Her får du fakta og viden om de tre enorme sten, som er mest kendte på Bornholm.
Rokkestenene på Bornholm er i dag turistattraktioner, men førhen var de omgærdet af mystik og sagn.
Hvad er en rokkesten?
Rokkesten er nøjagtigt det, ordet indikerer: En sten, der kan rokke. Men det er ikke en hvilken som helst sten, der får betegnelsen. Kun sten af anseelig størrelse og vægt kaldes rokkesten.
På Bornholm er der tre kendte rokkesten. Rokkestenene er placeret på en sådan måde, at det er muligt at få dem til at bevæge sig lidt, når man skubber hårdt til dem.
Hvad består Bornholms tre rokkesten af?
Rokkestenen i Almindingen består af rødlig Alminding-granit med mineralerne kalifeldspat, plagioklas og kvarts hhv. Denne granit er en af de yngste bjergarter på Bornholm. Kun 1,4 milliarder år gamle, så det er rene årsunger.
Rokkestenen i Paradisbakkerne er en lokal vandreblok, som består af båndet gnejs, der er mørkegrå med lyse granitflammer. Paradisbakkernes klipper indeholder både granit og gnejs, ligeledes stenen her, som er den ældste af Bornholms rokkesten.
Rokkesten i Rutsker Højlyng er en lokal ledeblok. Det betyder, at man ikke mener, den har flyttet sig særlig meget siden istiden.
Stenen består af bornholmsk, rødlig gnejs med mineraler som biotit, kalifeldspat, plagioklas og kvarts. Denne type gnejs menes at være ca. 1,7 milliarder år gammel.
Hvor kan jeg finde rokkestenene?
Tre steder: I Paradisbakkerne, hvor den største rokkesten befinder sig, i Almindingen Skov og i Rutsker Højlyng.
Hvordan kommer jeg hen til dem?
Almindingen Skov ligger midt på Bornholm. Parker på parkeringspladsen ved Segenvej, gå over på den anden side, hvor du finder en skovvej, der fører til rokkestenen. Der er et skilt med pil, så følger du den, finder du stenen.
Den største af rokkestenene er den i Paradisbakkerne. Her kan du vandre fra parkeringspladsen ved Klintebygård.
Rutsker Højlyngs sten finder du på Nordbornholm mellem Sandvig, Gudhjem og Klemensker. Du kan parkere på parkeringspladsen ved Lynggårdsvej og gå til en af rokkestenene.
Hvad kan jeg opleve i nærheden?
Da det er tre forskellige områder på solskinsøen, er der tilsvarende mange oplevelser. Her får du de mest populære attraktioner i nærheden, for man kan lige så godt slå flere fluer - eller oplevelser - med et smæk.
Almindingen: Selve skoven er en attraktion i sig selv med små skovsøer, klippefremspring og dejlige vandre- og cykelruter. I selve skoven kan du blandt andet se det højeste punkt på øen, Rytterknægten, hvor et tårn er rejst.
Du skal helt klart til Ekkodalen i Almindingen, og de historieinteresserede vil også få glæde af at se de to gamle borge, Lilleborg og Gamleborg.
Paradisbakkerne: Her er tre gode vandreruter i smuk natur med klippesprækker, træer og masser af lyng. Det kan anbefales at tage en af vandreruterne og opleve skovsøerne, sprækkedalene og for eksempel Troldstauerna - en klippevæg med nedfaldne klippeblokke, der danner huler.
Rutsker Højlyng: Her kan du vandre ad Højlyngsstien i et magisk område med klipper og skov. Du finder også en smuk sprækkedal ned til Spelling Mose.
Tjek også Stenrøret ud. En imponerende gravhøj, der er 20 meter i bredden. Gravhøjen er såkaldt røse fra bronzealderen, der er bygget op ad en stor klippeblok.
Hvornår kan jeg se rokkestenene?
Det er gratis at gå hen til en af stenene og skubbe til den. Og du kan gøre det døgnet rundt, da de ligger i naturen på offentligt tilgængelige steder.
Kommer rokkestenene til at stå fast?
Det hurtige svar er nej. Det næste svar: Jo, hvis de bliver tilgroet med grene og slyngplanter. Det skete faktisk for Almindingens rokkesten, som måtte have hjælp af hele 17 mænd og kvinder fra Beredskabsstyrelsen i 2019.
I to år stod stenen ganske urokkelig på grund af pinde, grene og alt muligt andet, der havde sat sig fast under stenen.
Hvad siger de gamle sagn?
Der er mange historier om de enorme sten, der kan rokke. Nogle mente, at stenen i Almindingen lå ovenpå en stor diamant, og hvis man fik dem skubbet væk, kunne man score diamanten.
Andre hævdede, at nogle rokkesten var kastet af kæmper helt fra Sverige til Bornholm.
Kilder: Naturstyrelsen, Bornholm.info, GEUS.
Er der faktuelle fejl eller har du yderligere kommentarer? Skriv gerne her så fakta fremstår korrekt.