Svartingedalen på Bornholm er en virkelig perle, der desværre ofte overses på ferien på solskinsøen. Her er fakta om den smukke sprækkedal.
Svartingedalen finder du lidt øst for Hasle, hvor den meget smukke og frodige sprækkedal er godt gemt af vejen.
Faktisk er det svært at både se og forestille sig, at der her midt i nogenlunde typisk landbrugsområde skulle gemme sig sådan en perle. Men det er altså sandt.
Hvad er Svartingedalen?
Svartingedalen er gammel sprækkedal, der i dag er ejet af Fugleværnsfonden.
I dag er dalen et fredet område, men der er adgang til området for offentligheden.
Man går ned ad en lille trappe, og så er man allerede nede i dalen. Så afstanden fra parkeringsplads til seværdighed er her ganske kort.
Nede i Svartingedal går man ad en lille sti, hvor du har de stejle klipper på begge sider.
Her kan du følge stien ind forbi blandt andet Jættebold, der er en stor sten. Sagnet siger, at en jætte forsøgte at kaste den store sten afsted mod Klemens Kirke i Klemensker, men så langt nåede stenen altså ikke.
Turen gennem Svartingedalen er utrolig smuk, og her finder du virkelig en af de skjulte og smukke perler på Bornholm.
Man skal være opmærksom på, at dele af turen ikke er egnet for gangbesværede.
Og efter regn og i de våde årstider er her smattet og glat, så et par gummistøvler er en god idé.
27 hektar skovområde
Der findes i alt 70 sprækkedale på Bornholm, og Svartingedalen er bestemt en af de smukkeste.
Området dækker over cirka 27 hektar, så det er stort.
Her finder du blandt andet omkring 300 år gamle løvtræer, og et særdeles rigt fugleliv med blandt andet flagspætter.
Gennem dalen løber den lille Bagge Å.
Hvor finder man Svartingedal?
Svartingedalen er som sagt et af de mere oversete og lidt hemmelige seværdigheder på Bornholm, men du kan alligevel ret nemt finde det.
På din GPS skal du blot taste adressen Kirkedalsvej 25, 3790 Hasle ind.
Så guides du nemt ud til dalen og den smukke naturoplevelse.
Hvor kan man parkere?
Når du kommer kørende ned af Kirkedalsvej ved Rutsker, skal du blot fortsætte så langt du kan.
Du kommer ned til en gård, og her holder du til højre, hvor der er lavet en parkeringsplads til højre for laden. Du parkerer blot bilen på græsset.
Herfra er der direkte adgang via trappen ned til Svartingedalen. Det er meget nemt.
Af andre seværdigheder i nærheden finder du blandt andet Ringebakkerne ved Vang.
Er der faktuelle fejl eller har du yderligere kommentarer? Skriv gerne her så fakta fremstår korrekt.