Tre mænd kom op at slås i en baggård i Rønne, og alle tre er sigtet for vold. Men der er også andre sager på døgnrapporten fra Bornholms Politi.
En bil er onsdag den 5. oktober mellem midnat og kl. 07.30 blevet udsat for hærværk. Bilen stod parkeret på Brogade i Nexø, hvor alle bilens dæk er blevet punkteret, oplyser politiet på Bornholm.
Politiet har også modtaget en anmeldelse om graffitihærværk begået på et fællesskur på Østervang i Rønne. Hærværket er begået mellem fredag den 30. september kl. 09 og tirsdag den 4. oktober kl. 09.
Vi hører meget gerne fra borgere, der har set noget på de givne tidspunkter eller på anden vis har viden om de to hærværk.
Bakkede ind i skilt
En 79-årig mand fra Rønne bakkede torsdag kl. 10.20 ind i et skilt med lav fart. Der skete mindre materielle skader på bilen og på skiltet, men manden kom ikke noget til.
En personbil fik torsdag eftermiddag i Rønne inddraget sine nummerplader grundet restance.
Et træ var torsdag eftermiddag væltet, således at noget af kronen hang ud over Søndre Landevej ud for Rø. Vej og park blev i den forbindelse underrettet.
Slagsmål i Rønne
Torsdag aften kl. 20.50 modtog politiet en anmeldelse om vold, hvor tre personer i forbindelse med et drikkelag var kommet op at slås i en baggård på Provstegade i Rønne.
En 52-årig polsk mand var kommet lettere til skade. Tre polske mænd på henholdsvis 52 år, 19 år og 43 år er alle sigtet for vold.
De tre personer blev kortvarigt anholdt med henblik på afhøring og vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser Bornholms Politi.
Skriv et svar